Banner her

CAMELIAS


"Camelias" - Tango-lyrik trio

Den argentinske tango er en treenighed af musik, dans og lyrik.

For argentinere er ikke mindst lyrikken, historierne som fortælles, vigtig. Triste skæbners klagen i 2/4-dels takt. Fattige immigranter, der længes hjem. Ulykkelig kærlighed; kvinden, der valgte en anden. Tangolyrikken er indvandrerhistorier, fortalt af dem, som grundlagde Argentina.

For omtrent et århundrede siden, da tangoen blev født, tog teksterne afsæt i de europæiske indvandreres længsler og lidelser i det nye land. Tangoen har i Argentina levet et omflakkende liv gennem det seneste århundredes politiske og samfundsmæssige ændringer. Musikken og lyrikken har således beskrevet tristessen, såvel som kærligheden, samfundets op- og nedgangstider, depression og glæde. Melankolien er et gennemgående tema.

Tangoen har altid udviklet sig med de skiftende tider, uden dog at miste sine stærke rødder, og den dyrkes i dag mere end nogensinde og har fundet sin plads i mange storbyer verden over.

"Camelias" er en tangolyrik-trio, der består af bandoneonisten Paolo Russo, dirigenten Saul Zaks og oversætter Camilla Skjødt.

Vi tilbyder en aften, hvor højtlæsning af tangodigte kombineret med fri dansk fortolkning og levende tangomusik danner rammen for en unik oplevelse. Der vil blive præsenteret både originale og ukendte værker. Intimitet og lidenskab er nøgleord.